Gravhøjen

Skæg Jerriks Høj i Sdr. Saltum

Originalen Erik Sørensen, kaldet Skæg Jerrik, levede 1834-1915 og boede i Sdr. Saltum det meste af livet. Han var selvlært, men dybt engageret i naturvidenskab, ungdommens uddannelse, politik og tidens strømninger. 

Skæg Jerriks Høj i Sdr. Saltum

Originalen Erik Sørensen, kaldet Skæg Jerrik, levede 1834-1915 og boede i Sdr. Saltum det meste af livet. Han var selvlært, men dybt engageret i naturvidenskab, ungdommens uddannelse, politik og tidens strømninger. Danmark havde fået en (delvis) demokratisk grundlov i 1849 , men Estrup styrede landet diktatorisk, og Skæg Jerrik udgjorde en aktiv del af det spirende oprør mod Estrups tyranni. Han trænede bl.a. egnens ungdom i militær eksersits med trægeværer.

Skæg Jerrik sluttede sit livsværk med at bygge en gravhøj til sig selv og planlægge sin begravelse i detaljer. Højen er blevet fredet i 2018


Historien om Skæg-Jerrik og hans storstue

Skæg-Jerriks borgerlige navn var Erik Sørensen. Han fødtes i 1830'erne i Sønder Saltum, 1. juledag 1834.  Han blev uddannet møllebygger og kom allerede som ung ud i svære anfægtelser, der først gjorde ham til pietist. Men så læste han tilfældigt J.P.Jacobsens oversættelse af Darwins udviklingslære. Den greb ham så stærkt, at det endte med, at han blev Nordjyllands første darwinist, til skræk og afsky for egnens besindige befolkning. En af hans ideer var, at han efter døden ville brændes ligesom de gamle nordiske vikinger. Til det brug byggede han i sin have i den lille landsby en kombineret gravhøj og ovn til ligbrændingen. Han murede selv højen op af gule teglsten. Udvendig var den beklædt med jord og græstørv, indvendig havde den form som en spids ovn med en slags skorsten foroven og et lille tilgitret rum, hvor urnen med hans aske skulle stå. Efter døden ville han desuden træde til og redde det danske landbrug, som han allerede før første verdenskrig forudså ville komme ud for trængsler. 

Han grundlagde et fond, der skulle hjælpe landboerne i hans eget herred, og det skulle stå, til det engang nåede op på to millioner kroner. Skæg-Jerriks interesse for udviklingslæren fik ham til at kaste sig over geologien. For at følge rigtigt med måtte han imidlertid ty til den udenlandske litteratur. Han satte sig for at lære tysk og var snart nået så vidt, at han kunne pløje sig gennem sprænglærde tyske værker. Skæg Jerriks barnebarn Thomas P. Hejle lærte sit første tysk hos Skæg-Jerrik. "Når vi sad og læste tysk sammen", fortæller han, "og vi kom til et ord, som Jerrik ikke kunne klare, sagde han bare "Fjedt" og gik uanfægtet videre". Navnet Skæg-Jerrik fik han grundet sit skæggede vildmandsansigt.

Skæg-Jerrik var meget interesseret i ungdommens udvikling. I 1880'erne var det almindeligt, at man i hvert sogn holdt en liegstouw. Den gårdejer, der lagde lokale til, fik samtidig ret til spiritusudskænkning, så der var rift om at få disse liegstouwer, der efterhånden havde udviklet sig til kun at bestå af dans og druk. For at modvirke dette opførte Skæg- Jerrik med sine egne hænder en forsamlingssal, som han stillede til de unges rådighed. Midt under dansen kunne Skæg-Jerrik træde ind og afbryde lystigheden med et foredrag. Da han syntes, at moralen efter liegstouwerne var noget skæv, og han ikke, som han sagde, ønskede at optræde som "kobler", holdt han belærende seksualforedrag, som vakte afsky og harme blandt de ældre. At holde sådanne foredrag for de unge, oven i købet mænd og kvinder sammen, var jo noget ganske uhørt den gang.

Skæg-Jerrik var en meget belæst mand. Da Thomas P. Hejle efter sin studentereksamen sammen med en kammerat, Frejlev, der senere blev lektor, besøgte Jerrik og syntes, at de havde slugt alverdens visdom, overraskede den gamle mand dem med et historisk foredrag, der begyndt med Knud den Hellige. Ikke et årstal blev glemt, og ikke en enkelthed var udeladt. Begge måtte gå bort, beskæmmet over den smule, de vidste i forhold til den tilsyneladende enfoldige gamle lægmand.

Thomas P Hejle bliver student. Det sker i 1911, og med den hvide hue på hovedet præsenterer han sig for oldefaderen, Skæg-Jerrik i Sønder Saltum. Skæg-Jerrik er ikke imponeret og udtaler med sin manende stemme: "Ja, nu hår du så fåt eksamen, men væ' du mier, end der sto'er i æ leksikon te' 15 kroner?"

Den selvkørende vogn

Når han gik i værkstedet, kunne han være derude på alle tider af døgnet, og dækkede vinduerne for, så nysgerrige ikke skulle se, hvad han havde gang i. Men fristelsen for børn og unge, og måske også de ældre fra Søe Såltum, var for stor, så de prøvede at se efter, om der skulle være en lille sprække ved et af vinduerne, så de kunne få et kig. Når Skæg-Jerrik opdagede dette, løb han ud og skændte på dem.

En gang havde han bebudet, at han ville bygge en hestevogn, der kunne køre uden heste. Han buldrede og bragede ude i værkstedet, for så en dag at meddele, at han den følgende fredag over middag, ville køre i sin hestevogn uden heste fra Søe Såltum til Brøslew.

De fleste folk fra Søe Såltum troede, at det var en af Skæg-Jerriks fantasier, og ville hverken undvære eller afbryde deres velfortjente middagslur. Nogle enkelte gjorde det nu alligevel, og de stod måbende tilbage, da Skæg-Jerrik med fægtende arme og ben drønede af sted i sin hestevogn uden heste. Han nåede nu ikke til Brønderslev, for ved Ryå, lidt syd for Ø. Hjermitslev, kunne vognen ikke mere. Ingen hørte mere om den, men Skæg-Jerrik kunne nu godt være stolt af køretøjet, for det var flere kilometer vognen havde kørt.

Landbrugs fonden

Han oprettede 10. marts 1908 "Landbrugsfonden for Hvetbo Herred". Selv skød han 10.000 kr ind i fonden, og man kunne blive medlem for 1.000 kr - og de første der meldte sig ind, ville få plads i bestyrelsen. Der var nu ikke nogen der havde 1.000 kr. til det formål, om de havde 1.000 kr i det hele taget, så Skæg-Jerrik måtte betalte de 1.000 for hvert eneste bestyrelsesmedlem. Formålet var, at sørge for, at dansk landbrugsjord, ikke skulle havne hos udenlandske spekulanter. Skæg-Jerrik var i sær bange for tyskerne. Jo, tyskerne spøgte meget i hans hoved, og han havde i den anledning stiftet en Riffelforening, hvis formål var, at hjælpe til, hvis der kom en revolution, som han mente tyskerne nok kunne finde på.

Bestyrelsen blev nu ikke så længe, for Skæg-Jerrik fortalte dem, at han havde besluttet sig for, inspireret af Darwins udviklingsteori, at han ville brændes, ligesom de gamle vikinger. Han ville, når han genopstod, så arbejde på at redde dansk landbrug. Se det syntes - ikke bare bestyrelsen - men også mange andre, var ukristent, gudsbespottende og at Skæg-Jerrik var en kætter. Så blev han sur, og smed dem alle ud af bestyrelsen. Han måtte endnu engang op med tegnebogen, for at få nye bestyrelsesmedlemmer.

Det skete også at Pastor Møller havde taget mod til sig, og taget ud til Skæg-Jerrik med biblen under armen. Ved folketællingen i 1911 står der, at Skæg-Jerrik ikke tilhørte noget trossamfund, og det var det, Pastor Møller mente, han kunne lave om på. Han var nu ikke helt tryg ved situationen, for Skæg-Jerrik kommenterede altid højlydt sin mening, når han kom i kirken. Nå, men Møller kom med biblen, men den havde han nu ikke behøvedes, for Skæg-Jerrik kunne stort set biblen udenad.

Pastor Møller kom til kort, ligesom han gjorde den dag, hvor der havde været begravelse i Saltum Kirke og nogle gamle knogler var kommet frem, da det nye hul var blevet gravet, og Skæg-Jerrik havde sagt højt ud over den sørgende forsamling:

"Hvordan mon Vor Herre får samlet de knogler til en engel ?"

Pastor Møller havde ikke haft held til, at Skæg-Jerrik ville begraves ved siden af Maren oppe på Saltum Kirkgård. Skæg-Jerrik havde travlt med at få de sidste ting på plads i forbindelse med forestående begivenhed. Han anmodede om, at han kunne blive brændt i sin egen ovn, men da Skæg-Jerrik fik afslag på dette, accepterede han det, og lavede lidt om på planerne.

Skæg Jerriks sidste rejse

Skæg-Jerrik døde i 1915, godt 80 år gammel. Sin ligkiste havde han i mange år haft stående i en af sine stuer. Det var en yndet spøg for ham at lægge sig i den, når der kom fremmede, for at vise, hvor godt den passede. Gravhøjen, der også stod i mange år førend hans død, brugte han til kartoffelkule og madkælder. Hans jordefærd var pompøs. Kisten bares af seks mand fra sognet, der hver havde en stor cigar i munden ... sådan havde han selv ønsket det. Der var sat penge af i testamentet, både til cigarer og til et kaffegilde med wienerbrød bagefter. Det groteske ligtog skred frem mod stationen uden anstrøg af højtid, en ligbegængelse, der var Skæg-Jerrik værdig. Han kunne ikke blive brændt i sin egen ligovn, det ville myndighederne alligevel ikke tillade, og han havde derfor forsonet sig med tanken om at lade sig sende til nærmeste krematorium i Århus. Alene gjorde han sin sidste rejse til denne by, og da hans aske kom tilbage i en prunkløs urne, sattes denne ind i gravhøjen i det lille, indmurede rum bag gitteret.

Skæg-Jerrik var en bemærkelsesværdig mand. Til ovenstående burde således tilføjes, at hans kommode indeholdt en overdådig samling af udklip. Alt havde fængslet Skæg-Jerrik, især hvis det angik ungdommen. På kommodens top var anbragt to konkylier, hvis sitrende toner især tiltrak den unge Thomas. Konkylierne vidnede for ham om en fjern og skøn verden, hvor kunsten reflekterede menneskers længsler og behov.

Thomas P. Hejle 

Skæg Jerriks barnebarn
Thomas P, Hejle, født 1891 i Sdr. Saltum og opvokset i V. Hjermitslev - Han døde i 1952
Han var kendt i København og resten af landet for sit arbejde for børn og unge.
Oldefaderen Skæg-Jerrik (Erik Chr. Sørensen) tanker om at påvirke ungdommen i positiv retning kan have påvirket Thomas.


Endnu en fortælling om Skæg Jerrik

Thomas P. Hejle, som gjorde det så godt i København, og dermed blev V. Hjermitslevs stolte bysbarn, havde på sit kontor 2 portrætter. Det ene var Kresten Kold, grundlægger af den første højskole i Danmark i 1851, Ryslinge Højskole og i 1852 Danmarks første friskole - senere fulgte 100 andre friskoler.

Den anden Thomas P. Hejle havde et portræt af, var Skæg-Jerrik fra Sønder Saltum ( Søe Såltum). Han var hans oldefar. Rent biologisk var han det nu ikke, men hans oldemor Maren Christensdatter, havde giftet sig med ham i 1858, da hun var blevet enke, og stod tilbage med flere børn, her i blandt Thomas mormor Ane Marie Frederiksdatter.

Maren var 39 år, Skæg-Jerrik 24. Sådan en stor aldersforskel var ikke ualmindelig dengang. Enken kunne få en god arbejdskraft, og ungkarlen kunne se en økonomisk gevinst og udsigt til at blive gårdejer engang.

Det var nu ikke penge Skæg-Jerrik manglede. Hans far, havde netop brugt ovenstående opskrift, og var kommet hen på en gård som bestyrer. Han giftede sig med enken, og da hun døde solgte han gården, med god fortjeneste, og blev en velstillet mand. Han giftede sig senere, og det var i det ægteskab, at Skæg-Jerrik blev et resultat af, nærmere bestemt 1. juledag 1834. Da faren døde i 1850 arvede Skæg-Jerrik en del penge.

Selvfølgelig blev han ikke døbt Skæg-Jerrik hverken af præsten eller af sine forældre, Søren Svendsen og Karen Jensdatter. Forældrene havde givet ham navnet Erik Christian Sørensen. Næh, Skæg-Jerrik kom han til at hedde, da skægget fik lov til at gro, og fik lov til at blive siddende.

3. oktober 1858 blev Maren Christensdatter og Skæg-Jerrik gift i Saltum Kirke, og året efter fik de datteren Bodil Cathrine Eriksen, flere børn blev det åbenbart ikke til.

Skæg-Jerrik skulle nu også en smut omkring Dybbøl, for at deltage i krigen i 1864. Han vendte hjem uden en skramme på kroppen. Havde han fået en skramme, havde den nok også været svært at se, for det var som om, at Skæg-Jerrik besluttede sig for, at han ikke gad vaske sig mere, og han gik i adskillige lag tøj og ovenpå var han iklædt fåreskind, som der ikke skal megen fantasi til at forestille sig, hvordan det kom til at se ud med årene.

Han var en klog mand - en dygtig mand, det var Skæg-Jerrik. Han tog rundt som møllebygger efter krigen. Når han rejste rundt, så holdt han øje med bøger, for Skæg- Jerrik kunne godt lide at læse. Her faldt han over J.P. Jacobsens oversættelse af Darwins udviklingsteori. Skæg-Jerrik blev grebet af den. Efter at han havde læst og studeret bogen, måtte han lære noget om geologi. Men da det meste litteratur på det område var på tysk, måtte han lære tysk. Det gik han så i gang med, og med årene kom han til at læse store tyske værker på originalsprog.

Nu var det ikke fordi, det var en udsøgt fornøjelse at sidde om aftenen og læse. Skæg-Jerrik var grumme nærig, så han og Maren sad på hver sin side af bilæggerovnen, han med fødderne i en fåreskindspose, og i hænderne en bog. Maren havde også noget i hænderne, nemlig en varm sten for bare at holde varmen så nogenlunde.

Det var sikkert mens de 2 gamle sad ved bilæggerovnen, at Bodil rendte til Liegstauw. Der vel på rigsdansk må betyde Legestue. Det var vældigt populært i 1880erne. Meningen var, at egnens unge kunne samles. Gårdejerne bød sig til, for at holde disse liegstauw, og da det efterhånden udviklede sig til, kun at indeholde dans og druk, så blev der rift om at holde disse liegstauw, for gårdmanden der holdt det, havde spiritusbevillingen, og dermed god indtjening.

Det blev for meget for Skæg-Jerrik, så han byggede et forsamlingshus til de unge mennesker, og bedst som sang, musik og drikkelse var i gang, trådte Skæg-Jerrik ind, og fik de unge i gang med noget gymnastik eller han holdt foredrag om seksualundervisning. Det vakte selvfølgelig stor forargelse i Søe Såltum og omegn, ikke bare det han holdt foredraget, men også at piger og drenge var blandet. Men Skæg-Jerrik kunne lide, at de unge fik viden, og han kunn godt lide de unge. Bortset fra altså, når de ville lure ind i hans værksted.

Når han gik i værkstedet, kunne han være derude på alle tider af døgnet, og dækkede vinduerne for, så nysgerrige ikke skulle se, hvad han havde gang i. Men fristelsen for børn og unge, og måske også de ældre fra Søe Såltum, var for stor, så de prøvede at se efter, om der skulle være en lille sprække ved et af vinduerne, så de kunne få et kig. Når Skæg-Jerrik opdagede dette, løb han ud og skændte på dem.

En gang havde han bebudet, at han ville bygge en hestevogn, der kunne køre uden heste. Han buldrede og bragede ude i værkstedet, for så en dag at meddele, at han den følgende fredag over middag, ville køre i sin hestevogn uden heste fra Søe Såltum til Brøslew.

De fleste folk fra Søe Såltum troede, at det var en af Skæg-Jerriks fantasier, og ville hverken undvære eller afbryde deres velfortjente middagslur. Nogle enkelte gjorde det nu alligevel, og de stod måbende tilbage, da Skæg-Jerrik med fægtende arme og ben drønede af sted i sin hestevogn uden heste. Han nåede nu ikke til Brønderslev, for ved Ryå, lidt syd for Ø. Hjermitslev, kunne vognen ikke mere. Ingen hørte mere om den, men Skæg-Jerrik kunne nu godt være stolt af køretøjet, for det var flere kilometer vognen havde kørt.

Maren havde nok holdt Skæg-Jerrik lidt ned på jorden, så folk i Søe Såltum ikke hørte alle hans tosserier, men d. 19. maj 1904 skulle Maren i jorden, hun var død 6 dage forinden 86 år gammel.

Skæg-Jerrik tog sig en husholderske, en vanskabt kvinde fra V. Hjermitslev Dorthea Sørensen, som hurtigt fik øgenavnet Skæg-Thea.

Det var altså i det hjem, først med oldemoren og siden Skæg-Thea, Thomas P. Hejle kom på besøg. Så sad han og Skæg-Jerrik og læst tysk, og når de kom til et ord, som Skæg-Jerrik ikke kunne, sagde han "Fjedt" og fortsatte derefter ufortrødent, og oldebarnet lærte en del tysk, så det hele var ikke "Fjedt".

Nå, men nu Maren ikke var der mere, var der plads til Skæg-Jerriks vidtløftige idéer. Han oprettede 10. marts 1908 "Landbrugsfonden for Hvetbo Herred". Selv skød han 10.000 kr ind i fonden, og man kunne blive medlem for 1.000 kr - og de første der meldte sig ind, ville få plads i bestyrelsen. Der var nu ikke nogen der havde 1.000 kr. til det formål, om de havde 1.000 kr i det hele taget, så Skæg-Jerrik måtte betalte de 1.000 for hvert eneste bestyrelsesmedlem. Formålet var, at sørge for, at dansk landbrugsjord, ikke skulle havne hos udenlandske spekulanter. Skæg-Jerrik var i sær bange for tyskerne. Jo, tyskerne spøgte meget i hans hoved, og han havde i den anledning stiftet en Riffelforening, hvis formål var, at hjælpe til, hvis der kom en revolution, som han mente tyskerne nok kunne finde på.

Bestyrelsen blev nu ikke så længe, for Skæg-Jerrik fortalte dem, at han havde besluttet sig for, inspireret af Darwins udviklingsteori, at han ville brændes, ligesom de gamle vikinger. Han ville, når han genopstod, så arbejde på at redde dansk landbrug. Se det syntes - ikke bare bestyrelsen - men også mange andre, var ukristent, gudsbespottende og at Skæg-Jerrik var en kætter. Så blev han sur, og smed dem alle ud af bestyrelsen. Han måtte endnu engang op med tegnebogen, for at få nye bestyrelsesmedlemmer.

Det der med brændingen, var et stort projekt. Skæg-Jerrik støbte gule teglsten og byggede ude i sin have, en stor ovn, med skorsten, hvor ligbrændingen skulle finde sted, samtidig også en lille plads, hvor urnen kunne stå - selvfølgelig med gitter for. Udenpå beklædte han ovnen med jord, græstørv og kampesten, så den grangiveligt lignede en gravhøj blot med en dør i og en skorsten på toppen.

Nu var det sådan, at Skæg-Jerrik var praktisk anlagt, så da døden ikke var nær forestående, brugte han gravhøjen til madvarer og til kartoffelkule. Indenfor i huset, var der også gjort forberedelser på det der engang måtte ske. Han havde snedkereret sin egen kiste over i værkstedet, og sat den ind i en af stuerne. Her tog Skæg-Jerrik dagligt sin middagslur, for det var jo skønt nok, at være sikker på, at den stadig passede ham. Det gjorde ikke noget - i hvert fald ikke for Skæg-Jerrik- at han fik gæster bedst som han lå der i kisten.

Thomas og en af hans studiekammerater kom på besøg, efter at de var blevet studenter i 1911. De ville gerne blære sig overfor Thomas oldefar med, hvor kloge de var blevet, nu de var blevet studenter. Men de sad med åben mund og polypper, for Skæg-Jerrik kunne Danmarks historien fra Knud den Hellige, og intet årstal eller dato blev sprunget over.

De var nu ikke de eneste Skæg-Jerrik kunne få til at sidde med åben mund og polypper. Det skete også for Pastor Møller. Han havde taget mod til sig, og taget ud til Skæg-Jerrik med biblen under armen. Ved folketællingen i 1911 står der, at Skæg-Jerrik ikke tilhørte noget trossamfund, og det var det, Pastor Møller mente, han kunne lave om på. Han var nu ikke helt tryg ved situationen, for Skæg-Jerrik kommenterede altid højlydt sin mening, når han kom i kirken. Nå, men Møller kom med biblen, men den havde han nu ikke behøvedes, for Skæg-Jerrik kunne stort set biblen udenad.

Pastor Møller kom til kort, ligesom han gjorde den dag, hvor der havde været begravelse i Saltum Kirke og nogle gamle knogler var kommet frem, da det nye hul var blevet gravet, og Skæg-Jerrik havde sagt højt ud over den sørgende forsamling:

"Hvordan mon Vor Herre får samlet de knogler til en engel ?"

Pastor Møller havde ikke haft held til, at Skæg-Jerrik ville begraves ved siden af Maren oppe på Saltum Kirkgård. Skæg-Jerrik havde travlt med at få de sidste ting på plads i forbindelse med forestående begivenhed. Han anmodede om, at han kunne blive brændt i sin egen ovn, men da Skæg-Jerrik fik afslag på dette, accepterede han det, og lavede lidt om på planerne.

Alt var på plads da Skæg-Jerrik døde 13. februar 1915. Han blev lagt i kisten, og 6 udvalgte mænd, hver udstyret med en stor tyk cigar gik med kisten ned til jernbanen. Skæg-Thea fulgte efter med sin sjove gang. Der var en god stemning og høj cigarføring, nu hvor Skæg-Jerrik skulle til København. Mens han tog rejsen i kisten til hovedstaden, gik de 6 mænd hjem til Skæg-Jerrik hvor Skæg-Thea bød på kaffe og wienerbrød.

Skæg-Jerrik blev nu ikke så længe i København, han kom tilbage til Søe Såltum med fragtbrev, i form af "En kasse lertøj". Landbrugsfonden offentliggjorde i avisen, at Skæg-Jerriks urne ville komme på plads i gravhøjen d. 26. februar 1915 kl. 2. Ikke mange mødte op, men det var jo også lige midt i middagsluren.

På gravhøjen er der sat en sten med teksten: "Til minde om Erik Sørensen, Efterslægtens Velgører".

Thomas P. Hejle beundrede sin oldefar - og hans genialitet - og det med rette.