Avisudklip fra 2003
Klar til fest i Sdr. Saltum
d. 25. juni 2003
SDR. SALTUM: Lørdag skal der være byfest i Sdr. Saltum, når ungdomsforeningen og borgerforeningen arrangerer Bonde tam-tam og børnedyreskue. Der vil være aktiviteter hele dagen. Borgerne mødes til fælles morgenkaffe på torvet, hvor der serveres kaffe og rundstykker. Om formiddagen afvikles der børnedyreskue, og arrangørerne håber, at rigtig mange børn møder op med deres kæledyr. Inden middag holder der havetraktortræk i tre kategorier. Om eftermiddagen er der kagekonkurrence og stærkmandskonkurrence for både mænd og kvinder. Hele dagen kan børnene lege i en hoppeborg. Traditionen tro afsluttes bonde tam-tam med "træskobal" for hele familien i et stort telt. Sidste år var der 115 personer til spisning, og teltet var ved at være for lille, men i år sætter arrangørerne et lidt større telt op. Mogens Andersen står for den musikalske underholdning, og menuen består af helstegt gris med tilbehør.