Avisudklip fra 2006
Børn og voksne hyggede sig i Sdr. Saltum
af Poul Borup d. 25. juli 2006
Frederik Algren Jensen med tømmen flankeret af sin far John
SDR. SALTUM: Tre hestevogne med 30 børn og voksne hyggede sig med en tur i det grønne. Sdr.Saltum Borgerforening havde inviteret byens borgere til hestevognskørsel fra torvet i byen. De mange børn og forældre havde valgt en perfekt ramme om arrangementet. Efter en tur ad små veje nåede de til Thise Kirke, hvor rundstykker og kaffe/sodavand blev nydt, inden turen gik retur til Sdr. Saltum. Til aftenens grillarrangement var der mødt 70 voksne og børn op og de fik en hyggelig aften. I løbet af aftenen blev den efterhånden traditionelle ringridning for børn afviklet og i hesteklassen stillede syv forskellige heste op i de tre kategorier: Pony 0-10 år, pony/hest 11-14 år og hest 15 år og derover. I cykelringridning var der 10, der stillede op i de tre kategorier: 0-8 år, 9-12 år og 13 år og derover. Efter at vinderne var fundet i de forskellige kategorier blev aftenen afsluttet med snobrød og fodboldkamp for alle interesserede. Formand for borgerforeningen, Kent Pedersen, var ovenud tilfreds med arrangementet. - Vi var lidt skuffede over fremmødet til hestevognskørslen, men meget tilfredse med den fine opbakning til grillaftenen, siger han. Kent Pedersen kunne konstatere, at da aftenen sluttede kl. 23.00 var der stadig over 50 tilbage. - Vi vinder ikke noget økonomisk på arrangementet, men giver borgerne en god dag og med god hjælp fra sponsorerne kan vi få det til at løbe rundt, siger formanden
af Lone Hejlskov d. 13. juni 2006
Kommune eftergiver lån i Sdr. Saltum Forsamlingshus
SDR. SALTUM: Økonomiudvalget i Pandrup Kommune er indstillet på at eftergive et lån på 155.000 kroner. Bestyrelsen for forsamlingshuset vil gerne have renoveret blandt andet køkken og toiletter og mener, at sandsynligheden for at få tilskud fra fonde er større, hvis der ikke er kommunal pant i huset. Ifølge borgmester Flemming Jansen (V) bliver der ikke tale om, at kommunen skal have penge op af lommen, men det kræver alligevel at Sammenlægningsudvalget for Jammerbugt Kommune godkender ansøgningen. - Vi anbefaler Sammenlægningsudvalget, at kommunen eftergiver gælden, det betyder blot, at vi ikke har pant i huset, siger han. Lånet er rente og afdragsfrit og det betyder, at det først forfalder, hvis forsamlingshuset skal sælges.
I Sdr. Saltum bliver det ikke kun ved snakken
af Grete Mill d. 11. oktober 2006
Endnu mens beboerne fremlagde ønsker på borgermøde, opstod grupper for at føre dem ud i livet.
SDR. SALTUM: Skæg-Jerriks Hus står tomt. Det gør også andre huse i Sdr. Saltum, der ligger i sin egen lille kringlede krog nær Ryå og St. Vildmose i Pandrup Kommune. Men for beboerne - 110 husstande, når oplandet tælles med - er netop fremtiden for Skæg-Jerriks Hus noget, der snakkes om. Det er ifølge Egnssamlingen i Saltum verdens første ungdomshus og det ejes af en fond. Og beboerne er vant til at snakke om tingene. Deres sammenhold er kendt ud over sognegrænsen. Skal Skæg-Jerriks Hus være et ekstra samlingssted i Sdr. Saltum? Skal midlerne fra Skæg-Jerrik tilflyde landsbyens livsnerve, forsamlingshuset fra 1889? Eller skal der bygges et nyt samlings- og kultursted? Det optog sindene på borgermødet om udviklingen og inden arrangementet var ovre, var snakken i gang i en gruppe, som vil arbejde videre med hustankerne. I Sdr. Saltum er der tradition for selv at gå til værks, bl.a. fordi stedet ikke er den chokoladefrø, som politikerne har stået i kø for at smage. Men selv stærkt sammenhold, oparbejdet gennem generationer, kan ikke løse trafiksituationen. Alle ønsker cykelstier I årevis har de mange børnefamilier og deres naboer kæmpet for en smule tryghed, når de sender deres børn på cykel til skole og sport i Saltum og i V. Hjermitslev. Der er flere kilometer, og vejene er smalle og ligger på vintermorgener hen i bælgmørke. Men lige lidt har det hjulpet. Så trods hussnak og mange andre ønsker fra de 75 beboere på borgermødet, står cykelstier og hastighedsbegrænsning øverst på ønskesedlen. Selv skolebørnene, som var spurgt på forhånd af initiativtageren til møder om landdistriktspolitik rundt om i Pandrup Kommune, Kirsten Birke, V. Hjermitslev, har cykelstier på toppen af deres ønskeseddel. Den afspejler også, at der er langt til slikmutter. Mens kammeraterne i andre småsamfund i kommunen sukker efter McDonalds og svømmehal, ønsker børnene i Sdr. Saltum en dagligvarebutik. De vil også gerne have repareret rutschebanen på legepladsen og have en ridebane. Det sidste er der udsigt til, for de voksnes ønsker støtter børnenes. Grupper til at løse den del blev også nedsat på mødet, der til gengæld varede fire i stedet for tre timer. Lige vilkår for andre Deltagerne havde meget at fortælle Helle Bak Andreasen, Brovst. Hun er formand for Tema- og Udviklingsudvalget i den nye kommune og det var hendes første besøg i den afkrog af Pandrup Kommune, som turister ellers har det med at komme til ad vanvare. For vejskilte blev fjernet, fordi de trængte til udskiftning. Men de nye blev sparet væk, beretter beboere. Så det giver ekstra trafik. Da hun erfarede, at foreningerne betaler husleje, når de samles, fordi der ikke er en skole eller andre kommunale bygninger, kom hun på talerstolen: - Det er ikke retfærdigt, at I skal betale husleje. I Brovst Kommune havde vi samme konflikt for tre år siden. Vi sagde, at der skulle være lige vilkår for alle, så det her tager jeg med tilbage, sagde Helle Bak Andreasen (V). Huslejen betyder en udhuling af små foreningers økonomi, forklarede Tom Nielsen, mens Kirsten Birke leverede forslag til løsning: Foreningerne betaler, ligesom de plejer, men pengene refunderes af kommunen. Så også det vil en gruppe arbejde for. Smag på Sdr. Saltum Trods mangel på købmandsbutik har området råvarerne i form af mad, kunsthåndværkere og kultur. En gruppe beboere vil arbejde for, at alt det bliver kendt gennem en fødevarekaravane, som kan bevæge sig rundt i hele den kommende Jammerbugt Kommune med salg af afgrøder ud fra betragtningen, at Smag på Nordjylland i høj grad netop er landbrugsprodukter fra dette område. De kalder det er ressourcefremstød, som en eller to gange om året også skal vise en åben by og egn med åbne landbrug, gallerier, torvedag med egne produkter, keramik, pileflet, hestevognstur og et eller andet, der kan involvere Ryå.
Storken sender Sdr. Saltum på sidespor
I årtier har dilettant og sidste weekend i januar været et, men det fløjter baby-udbringeren på. Festen er flyttet og nu er lokalpatriotismen oppe mod prinsedåb
af Grete Mill d. 8. januar 2006
Forestillingen instrueres - igen-igen - af Jane Borup. Og jeg er skrap, siger hun om sig selv. Ingen protesterer.
SDR. SALTUM: Det mumlende grå gardin siger: - Du skal bare vide, hvad det kræver af energi. - Nå ja, lyder det fra scenen. Og skuespilleren lirer linjen af med al den patos, han kan opbygge midt i et grin. Dilettanterne i Sdr. Saltum går hårdt til den med prøverne i byens forsamlingshus. Det er landsbyen med det traditionsrige, blomstrende foreningsliv - og den evigt kredsende stork. De mange unge familier gør deres til børnetallet, uden at det tilsyneladende anfægter politikerne til at stille med en sikker skolevej til nabobyen. Men det er en helt anden - og alligevel dagligt nærværende - historie for beboerne. I øjeblikket er det dilettant og maver, der fylder. Giv dig tid, stork Lige præcis denne gang må baby-udbringeren gerne raste lidt undervejs. Den har allerede bragt udu i kalenderen. Gennem årtier har den sidste weekend i Sdr. Saltum være synonym med årets dilettantforestilling. Det var noget, alle kunne regne med lige så sikkert som juleaften 24. december. Lige indtil i år. Den store dag er rykket tættere på. En af stjernerne, Liv Riis, er i lykkelige omstændigheder. Det er konen til en medspiller, Erik Knudsen, også. I årets skuespil, "Spor er trumf", fordrer Livs rolle, at hun er gravid. Dog uden at det behøver at være rigtig i virkeligheden. En velanbragt pude kan gøre meget. 92-årig i gryderne Men kendsgerningen er, at byens kogekone gennem generationer, Dagny Marskot - 93 år til maj - må gå til gryderne allerede på lørdag, 21. januar, for at sikre skuespillerne noget at stå imod med inden anstrengelserne. Samt et par klare eller tre til at styrke modet. Dermed skulle der være tid til både skuespil og fødsler. Desuden regner Liv Riis med at gå fjorten dage over tiden. - Det gjorde jeg, da jeg fik Lina på 12 og Kasper på seks. Men man ved jo aldrig, ler hun, før hun indtager scenen. Alligevel har også det medført uvante rystelser i det vante program, som Sdr. Saltum Ungdomsforening og Sdr. Saltum Borgerforening står for. - Vores musiker plejer at spille gratis og han havde selvfølgelig den sædvanlige dato i sin kalender. Nu er vi nødt til at betale for en anden. 4.000 kr. er mange penge for os, siger ungdomsforeningens altmuligmand og tidligere skuespiller, Christian Christiansen. Dåb eller dilettant? Den valgte dato synes heller ikke for velvalgt, omend den holder stilen med alt for babyer. Men arrangørerne satser på, at det går, som det plejer. At tilskuerne står i kø, så de røde lygter må ud. Også selv om hele Danmarks lille prins skal døbes den dag, så landets tv-apparater kommer på overarbejde. - Folk skal nok komme. Ingen tvivl om det, forsikrer Christian Christiansen. Øl på scenen - og mus Tilbage på scenen lyder det fra det grå gardin: - Alle andre mænd dyrker sport. Sætningen gentages prompte, uden at det anfægter medspilleren. Han har lagt nakken tilbage for at smage på en rekvisit. Det hører med til stykket, og gardinets stemme forvandles til Elsebeth Hansen. Hun er suffløse og hun har - helt uden for nummer - valgt pladsen bag gardinet i hjørnet af scenen i stedet for sufflørkassen, der indtages fra kælderen under scenen. - De siger, der er mus, så dér skal jeg ikke ned, siger hun med sin helt almindelige muse-skræk-stemme. Den, som visse mænd ville kalde lettere hysterisk. Dermed går hun glip af en spændende del af Sdr. Saltum-dilettanternes lange historie, der begyndte omkring Anden Verdenskrig. Efter hver forestilling er loftsbjælkerne blevet forsynet med navnet på årets stykke samt årstal. Skrevet i hånden.